Poul Pava og LYNDDAHL udvikler smykke i fællesskab

Poul Pava har netop lanceret sit nye armbånd YOUYOU bracelet, som den gamle ribedreng har fået udviklet og fremstillet i tæt samarbejde med LYNDDAHL A/S. Armbåndet er det første af sin slags i verden, hvor man selv kan udskifte det kunstneriske motiv, også med sit eget design.

 

”Jeg har glædet mig til at vise mit nye univers frem” udtaler Poul Pava stolt om YOUYOU. ”Det har været undervejs længe og består af armbånd, som giver mulighed for at bringe kunst til håndleddet. Det har den unikke funktion, at man selv kan udskifte dets motiv, efter lyst, stil og humør”.

 

UDVIKLING OG FREMSTILLING HOS LYNDDAHL I RIBE

Ideen kom til Poul for et par år siden, hvor han kontaktede LYNDDAHL for at høre om vi ville hjælpe ham i gang med sit projekt. ”Jeg er jo født og opvokset i Ribe og har i mine unge dage arbejdet hos Bjarne, der grundlagde virksomheden. Så jeg synes det kunne være sjovt at arbejde sammen med dem igen” fortsætter han.

 

CEO i LYNDDAHL, Rasmus Lynddahl fortæller: ”Da Poul kontaktede mig med sin idé, må jeg indrømme, at det var noget jeg aldrig havde set før. Selvom ideen var rimelig simpel, var det udfordrende for vores værktøjsmagere at udvikle værktøjet til produktion af emnet. Vi har knoklet sammen med Poul, for at finde den rette løsning og komme i mål!”  LYNDDAHL har dog ikke været den eneste part i projektet, opfind.dk og Teknologisk Institut har også været med inde over.

 

SJOV REJSE MED EN GAMMEL MEDARBEJDER

”Det har været en sjov rejse sammen med vores gamle medarbejder, og vi er glade for at vores ekspertise og kompetencer har været med til at føre hans fine idé ud i verden. Poul er en god ven af huset - jeg husker ham som en helt særlig mand i produktionen dengang. Min far hjalp ham i gang med hans første malerier, som vi den dag i dag fortsat har hængende i hele virksomheden. Vi er sikre på at Poul også får succes med sin idé denne gang – og vi bygger gerne en produktionshal mere til formålet, hvis behovet opstår”, lyder det fra Rasmus.

 

De første 20.000 armbånd er allerede sendt afsted til Bornholm, hvor Poul og YOUYOU universet sidder klar til at distribuere dem videre ud til hele verden.

 

 



Poul Pava og LYNDDAHL udvikler smykke i fællesskab